Lea Nielsen

Af Trine Rytter Andersen, 2013

Den kunst, som vil fortælle os noget om verden og livet, har altid været optaget af dialektikken mellem forsiden og bagsiden og derfor er der talrige eksempler på kunst der bearbejder forskellige modsætningspar såsom grim/skøn, hygge/uhygge, ufarlig/farlig osv. Inden for det keramiske felt og især i den beslægtede porcelæns- tradition findes en hundredårig tradition for fortællende figurativ formgivelse, som tidligere havde sin kulmination i barokkens voluminøse opsatser og overdekorerede fade.

I samtidskunsten ser vi i dag en del yngre keramikere, med interesse for at fortælle historier og på den facon bidrage til nyfortolkning og relancering af de ældre formater. Lea Nielsen er en af de unge talenter, som bruger sit kendskab til kunsthistorien til at tage livtag med traditionerne.

I sit markante afgangsprojekt fra Aarhus Kunstakademi i 2012, viste hun med værkinstallationen Space of abjection et overbevisende talent. Iscenesættelsen af de modificerede klassiske kvindebuster var en stærk kommentar til selviscenesættelse og forside/bagsideproblematikken, som den kommer til udtryk i nutidens reklame-dominerede verden.

Kvinderne var ens og skønne som gudinder på forsiden, men bagved den lydefrie overflade, afslørede de ubehagelige deformiteter og sygdomslignende tilstande. Lea Nielsen er fascineret af det abjekte: det vi ikke bryder os om, det vi udstøder, gemmer og frygter. Hun beviste med overskud og formel præcision at hun mestrer opgaven såvel håndværksmæssigt og intellektuelt. Værket har for nyligt været vist på Kunstnernes Påskeudstilling, hvor det også sikrede hende et projektforslag til næste års Springudstilling.

 

Under et residensophold på Guldagergaard keramiske værksted, har Lea Nielsen netop færdiggjort værket Forvandlingsbilleder, der med inspiration fra den såkaldte ’plat menage’ fra Den Kongelige Porcelænsfabrik har skabt en række dekorative og fortællende fade med påsatte figurer i tre dimensioner.

Historiernes hovedperson er en lille pige, der som Rødhætte, møder dyr, der både virker truende og tiltrækkende. Det handler om overgangen fra barn til voksen og de små eventyrlige fortællinger foregår lige i det sekund, hvorefter noget betydningsfuldt og afgørende må ske i relationen mellem dyret og barnet. Udtrykket er en blanding af det naive og det naturalistiske og stærke klare farver understreger det barnligt uskyldige og tilfører objekterne et præg af legetøj eller brugskunst til børn.

Barnets møde med dyret/naturen fungerer rent psykologisk som i det klassiske eventyr, men formmæssigt læner tableauerne sig ligeligt op ad den klassiske illustration som ad nyere tegneseriestil og mangatradition.

 

Lea Nielsen er selv en bemærkelsesværdig ny figur på samtidskunstscenen og hun har absolut talent til at gøre sig gældende i fremtiden.