Udstillingslokale på Thisted Gamle Rådhus.

Jacobsen Aktualiseret
Thisted Gamle Rådhus

I forbindelse med J.P. Jacobsen festivalen april-maj 2025 sætter J.P. Jacobsen Selskabet fokus på forfatteren med kunstudstillingen ”Jacobsen Aktualiseret”. Udstillingen præsenterer 7 danske samtidskunstneres fortolkning af Jacobsens natur- og menneskesyn.

Den danske forfatter J. P. Jacobsen (1847-85) regnes for en hovedskikkelse i Det moderne gennembrud. Han voksede op i Thisted og nåede i sit korte liv kun at få udgivet to romaner, en novellesamling og en række digte. Til trods for sin relativt lille produktion nåede han med sin kunst alligevel at sætte varige spor i dansk og international litteratur, kunst og musik.

Jacobsen, der oprindelig var uddannet botaniker, var den første, der oversatte Charles Darwins ”Arternes Oprindelse” til dansk. I sit forfatterskab var han tvistet mellem naturvidenskab og kunst, hvilket havde stor betydning for hans digtning. Der var til stadighed i ham en “Tvist i hans Sjæl, om han skulde gribe Lyren eller Mikroskopet”. Som forfatter arbejdede han meget visuelt og er således kendt for sine malende beskrivelser af natur og mennesker.

I tidens klimadebat opstår spørgsmålet om, hvorvidt og hvordan mennesket er en del af naturen, hvilket Jacobsen allerede beskæftigede sig med i sit forfatterskab. Udstillingen viser de inviterede kunstneres vinkel på forfatterens menneske- og natursyn, som det kan ses i dag.

I forbindelse med udstillingen bliver der udgivet et katalog, hvor en række forfattere og skribenter ligeledes giver deres bidrag til temaet.

Tre fotos af udstillingsrummet med Lea Nielsens værker på Thisted Gamle Rådhus.
Tre fotos af udstillingsrummet med Lea Nielsens værker på Thisted Gamle Rådhus.

Katalogtekst om mit bidrag
At gå i skoven er blevet en vigtig del af mit virke som keramiker. Jeg lader mit arbejde følge naturens cyklus og jeg er optaget af at omsætte de dyr og planter jeg møder, til fortællinger der både handler om det helt nære møde og samtidig er universelle billeder på liv og død. Mine skulpturer tager lang tid at lave - det er et sirligt arbejde, hvor jeg gør meget ud af detaljer og strukturer, som er væsentligt for det endelige udtryk. Også glaseringen er en omhyggelig proces hvor jeg med mange tynde lag glasurer forsøger at indfange motivets mange nuancer. I det færdige værk er det som om at naturen er blevet fremkaldt, at den på en måde står klarere frem, og giver mulighed for at se den, som var det for første gang.

I mit arbejde med værkerne til udstillingen 'Jacobsen Aktualiseret' er jeg dykket ned i J.P. Jacobsens tekster. Jeg har læst hans noveller, et udvalg af digte og Niels Lyhne. Jeg tænkte, at jeg skulle finde inspiration i en tur rundt i hans landskaber. Men mere end at få nye ideer kom det til at føles som et slægtskab på tværs af tid. Som om vi gik tur sammen og pegede på alt det, der optog vores blikke, sammen nærstuderede farver og former og delte glæden ved at opdage det storslåede i det nære. Min samling af værker kalder jeg 'underskov', her har jeg omsat et udvalg af de dyr og planter jeg har studeret i skovbunden gennem skiftende årstider. I min læsning af J.P. Jacobsen har der været mange passager jeg har været berørt af, men særligt et digt synes jeg indkapsler essensen af mine studier:

Evig og uden forandring
Er kun det tomme.
Alt, hvad der var og der er
Og hvad der skal komme Vækkes,
spirer og fødes, Skifter, ældes og dødes.

Værket 'Bregne, efterår' af Lea Nielsen.
Denne bregne er lavet med inspiration fra J.P. Jacobsens novelle 'Et Skud i Taagen'. J.P. Jacobsen Selskabet har erhvervet bregnen, som nu indgår i den permanente udstilling 'J.P. Jacobsens Verden' under Museum Thy.

Udstilling og katalog er tilrettelagt og kurateret af Jørn Erslev Andersen og Thomas Wolsing v. J.P. Jacobsen Selskabet.

Kunstnere
Lea Nielsen, Signe Parkins, Kamilla Jørgensen, Rasmus Søndergaard Johannsen, Sophus Ejler Jepsen, Peter Callesen og Thomas Wolsing.

Skribenter
Josefine Klougart, Bodil Skovgaard Nielsen, Jørn Erslev Andersen og Thomas Wolsing.

Foto på denne side: Morten Vaupell og Erik Balle.

Værker på udstillingen